Sommer Guide til Samsø
Om lidt er sommerferien for alvor over os og for de heldige går turen måske til en af Danmarks talrige små ferie-øer. Hos Silkeborg Uldspinderi elsker vi de danske øer så meget, at vi har navngivet mange af vores plaider ud fra de mest velkendte øer i det danske rige.
Hvis du er så heldig, at turen i år går til Samsø, så får du her vores bedste tips til den idylliske ø. Og ellers kan vi måske inspirere dig til at slå et smut forbi øen med det betagende grønne bakkelandskab og kartoffelmarker, så langt øjet rækker. En ting er i hvert fald sikkert. Samsø er et sikkert hit, hvis du leder efter et fredfyldt afbræk fra en travl hverdag.
Vores favoritter på Samsø
Shop vejboder
Samsø vrimler med små vejboder, der byder på alt lige fra skønne danske jordbær til de berømte Samsø-kartofler. Vidste du, at Samsingerne har en helt bestemt måde at koge nye kartofler på?
For det første skal de skrabes, ikke skrælles. Derefter skal de i en gryde med salt og hældes over med kogende vand. Det hedder sig på samsk, at kartoflerne skal koge, til de er kogt. Hovedreglen for kogetiden lyder, at nye kartofler på 7 centimeter skal koges i 10-12 minutter. I sommersæsonen spiser samsingerne ikke en kartoffel, hvis den er over en dag gammel – og hvorfor i alverden skulle de også det, når de kan få dem helt friske?
Samsø festival
Samsø festivalen har efterhånden mange år på bagen og går under navnet Danmarks Hyggeligste Festival. Så har du planer om ferie i uge 29 på Samsø så kan du glæde dig til navne som Rasmus Seebach, Gnags, Poul Krebs, Drew Sycamore, Mads Langer, Danser med Drenge, Hjalmer og mange flere.
Tag cyklen
Med bakkerne i Nord, skovene i Syd, fjorden mod Øst og solnedgangen mod Vest er der rigeligt af muligheder for at finde naturskønne perler rundt på Samsø – og hvilken bedre måde at opleve det hele på, end fra cykelsadlen. Selv helt små størrelser kan være med, da Samsø har gode, brede cykelstier og en rolige motortrafik, hvilket gør Samsø til et sikkert sted at færdes på cykel.
Så fyld cykelkurven med vand og lækkerier om morgen, pak et strandtæppe eller en Silkeborg Uldspinderi plaid på bagagebæreren og beklædning efter vejret – ja så er mulighederne mange. Samsø er fyldt med små oaser og skulle I løbe tør for proviant, er der masser af gårdbutikker med friske frugter og grønt – lige til at spise.
Yoga
Giv dig selv en fredfyldt pause på din ferie. Med en fantastisk beliggenhed i skoven ved havet, tilbyder Anette Meldgaard fra Yogamo yoga året rundt, på Ørnslund ved Brattingsborg skoven. Hele sommeren undervises der dagligt i strandyoga på stranden i Ballen bagved ishuset. Det kan varmt anbefales.
Maritime aktiviteter for hele familien
På den hyggelige havn i Ballen kan du hen over sommeren deltage i gratis maritime aktiviteter og naturformidling for hele familien. Her kan du blive klogere på livet i havet, ved kysten og på stranden. Der vil hen over sommeren være mulighed for at låne redningsveste, net og spande på stranden ved havnen til fangst af krabber mv fra flydebroerne. Der er også mulighed for at ro en tur i den lille røde robåd, der kan benyttes inden for flydebroerne. Her kan børnefamilien få mange skønne timer til at gå.
Her skal du sove
Der findes mange skønne overnatningsmuligheder på Samsø, men det historiske Ballen Badehotel står højt på vores favorit-liste. Centralt beliggende i Ballen og med kun få skridt til lystbådehavnen, stranden, cafeer, restauranter, indkøb og shopping – ja så er der lagt op til en god ferie. Så skader det naturligvis heller ikke, at badehotellets indretning emmer af stemning og idyl.
Er du blevet nysgerrig på mere, så anbefaler vi at tjekke Visit Samsøs hjemmeside ud. Og er du blevet nysgerrig på den skønne Samsø plaid, så kan du se hele udvalget lige her.