Susanne Rützou
Designer med sans for farver og tekstur
Susanne Rützou (f. 1965)
Susanne Rützou er uddannet tøjdesigner fra Margrethe-skolen i 1988 og spillede i en lang årrække
en helt central rolle på den danske modescene først som chefdesigner for Bruuns Bazaar og siden i
eget navn. Modebranchen havde dog længe forekommet hende flygtig med sine forhastede skift og
sin indbyggede præmis om at skulle kassere sidste års ide allerede i år. Glæden ved tekstil og en
sikker farve- og materiale fornemmelse derimod er trofaste følgesvende, og lysten til at skabe er
intakt. Siden 2013 har hun således arbejdet freelance, blandt andet for Georg Jensen Damask. Hun
arbejder også med andre former for materialer, der tager hende i både en skulpturel og funktionel
retning. Senest har hun kastet sig over keramikken.
Om samarbejdet
For os var valget af Susanne Rützou oplagt til at videreudvikle på vores tørklæde-kollektion. “Vi deler samme opfattelse af kvalitet og derudover er hendes underspillede, men eksklusive formsprog også noget som appellerer til os, da vi gerne vil skabe produkter, der holder i mange år.” Siger Jesper C. Olsen, ejer af Silkeborg Uldspinder. Susanne Rützou supplerer “For mig står Silkeborg Uldspinderi for en kærlighed og en nørdethed til materialet som giver en andægtig tilgang til at lave noget som holder i mange år. Det lægger op til noget klassisk; til noget man tager til sig og værner om som et familiemedlem. Derudover er det vigtigt at det færdige produkt afspejler begge parter og det synes jeg vi er lykkedes rigtig fint med,” slutter hun.
Varme til sjæl og krop
Susanne Rützou kan ikke forestille sig en årstid hvor hun ikke bruger ét af sine mange tørklæder. De følger hende overalt og derfor har hun lavet to tørklæder for Silkeborg Uldspinderi, som hver især afspejler hendes personlighed, men som også er et udtryk for den brugsværdi et tørklæde har for designeren, som er gået fra den hurtige modeverden, til én der mere handler om at skabe noget langtidsholdbart og noget man kan tage til sig og værdsætte som et kært familiemedlem. Et fælles fokus for de to designs har været at skabe et feminint udtryk som er anvendeligt i hverdagen. Det feminine ligger i den løse vævning der skaber en fnuglet fornemmelse, som er lunt og blødt, og som giver en indre følelse af noget eksklusivt. Et som smyger sig beskyttende om halsen og kan foldes som man har lyst.
Det ene tørklæde hedder Rustic Border . Det tager afsæt i Rützous kærlighed for det autentiske, uprætentiøse, stille udtryk. “Det er en følelse snarere end et tørklæde” siger Susanne Rützou når hun skal forklare hvad hun har tænkt i designprocessen. “Det er som et subtilt helle; et sanctuary af omfavnelse og tryghed. Det larmer ikke og det er mest af alt noget man gør for sig selv; en varm luksus der peger indad mere end udad,” fortsætter hun.
Det andet tørklæde, Flow, tapper i højere grad ind i designerens leg med farver og bærer mere præg af at være et visuelt supplement til garderoben. Susanne Rützou forklarer “farver rammer os på et ubevidst plan og den effekt det giver at lege med farvernes indbyrdes psykologi, hvor man kan danne stemninger alt efter hvordan man sammensætter dem, synes jeg er en evig kilde til inspiration.” Det stribede mønster skaber et levende farvespektrum mens de abrupte striber, smalle som brede, sikrer et roligt udtryk, når man bærer det rundt om halsen. Med en størrelse på 70x230 cm egner Flow sig også som et lunt og hyggeligt sjal indenfor i de kolde vintermåneder eller udenfor på stranden og terrassen på en kølig, dansk sommeraften.